Hvad er skruefri tandimplantater? Nye tilgange og aktuelle udviklinger i Danmark

Skruefri tandimplantater handler ikke om selve implantatet i kæbeknoglen, men om hvordan den synlige tanddel fastgøres til implantatet. I stedet for en gennemgående skrue kan forbindelsen være baseret på cement, friktion eller koniske låsemekanismer. Det giver nye tekniske muligheder, men stiller også særlige krav til planlægning, materialevalg og kontrol hos tandlægen.

Denne artikel er for informationsbrug og bør ikke betragtes som medicinsk rådgivning. Kontakt altid en kvalificeret sundhedsprofessionel for personlig vejledning og behandling.

Hvilke faktorer påvirker stabilitet og langsigtet integration?

Når man vurderer skruefri løsninger, er de grundlæggende biologiske principper de samme som ved traditionelle implantater: knoglen skal hele stabilt omkring implantatet, og tandkødet skal holdes sundt. Primær stabilitet ved indsættelsen, knogletæthed, implantatets overfladestruktur og patientens almene helbred er afgørende faktorer for, om implantatet integrerer sig varigt i kæben.

Ud over selve implantatet spiller forbindelsen til tandkronen en stor rolle. Ved skruefri koncepter skal friktion, præcision i pasformen og designet af overgangszonen mellem implantat og abutment være meget nøjagtigt for at undgå mikrobevægelse. Selv små bevægelser kan med tiden påvirke knogle og tandkød negativt. Mundhygiejne, rygning, ubehandlet parodontitis og ukontrolleret sukkersyge er yderligere faktorer, der kan forringe den langsigtede integration.

Udvikling i materialer og forbindelsesteknologier

De tekniske muligheder for skruefri tandimplantater hænger tæt sammen med udviklingen i biomaterialer og forbindelsesteknologier. Mange moderne systemer anvender præcisionsfremstillede titan- eller zirkoniaabutments, der er designet til at låse mekanisk til implantatet via koniske forbindelser eller andre friktionsbaserede principper. Disse forbindelser forsøger at skabe en næsten mikrotæt overgang mellem komponenterne.

Zirkonia anvendes især af æstetiske grunde i fronten, da materialet er tandfarvet og kan reducere synlighed af mørke skygger gennem tandkødet. Titan er fortsat udbredt på grund af sin dokumenterede biokompatibilitet og mekaniske styrke. Inden for forbindelsesteknologier arbejdes der med konometriske systemer, hvor krone og abutment fastgøres ved præcis konuspasning, ofte helt uden skrue. Denne type teknologi kræver meget præcis fremstilling, typisk ved hjælp af digital scanning og CAD/CAM.

Forskelle mellem traditionelle og skruefri implantatsystemer

Traditionelle implantatsystemer benytter ofte en gennemgående skrue til at fastgøre abutment og krone. Fordelen er, at restaureringen relativt let kan skrues af igen, hvis der senere bliver behov for reparation, udskiftning eller rengøring. Ulempen kan være et synligt skruehul, der skal dækkes, og en vis risiko for skrueløsning eller skruebrud over tid.

Skruefri systemer kan på den anden side give en mere ren kronedesign uden skruekanal, hvilket kan være en æstetisk fordel og potentielt gøre belastningsfordelingen mere jævn. Nogle systemer anvender cement mellem krone og abutment, mens andre satser på rent mekanisk friktion eller konuslåsning. Det kan gøre afmontering vanskeligere og kræver typisk mere planlægning, hvis man vil bevare mulighed for senere justeringer. Forskellene betyder, at valget mellem traditionelle og skruefri løsninger må vurderes individuelt ud fra kliniske og tekniske forhold.

Moderne koncepter inden for skruefri tandimplantater

Moderne koncepter inden for skruefri tandimplantater spænder fra enkeltkroner til større brokonstruktioner. Et område i udvikling er fuldbuerekonstruktioner, hvor flere implantater bærer en samlet bro, der er fastgjort uden gennemgående skruer. Her kan friktionslåse eller konometriske samlinger mellem implantatbærer og bro spille en rolle, så konstruktionen både sidder stabilt og kan afmonteres kontrolleret af tandlægen.

På enkelttandsniveau ses løsninger, hvor abutmentet presses eller låses ned i implantatet, og kronen fastgøres til abutmentet med friktion eller cement. Digitale arbejdsgange gør det muligt at skræddersy komponenterne til den enkelte patient og planlægge implantatpositionen ud fra både knogleforhold, bidfunktion og æstetik. Udviklingen går generelt i retning af systemer, der forsøger at kombinere høj præcision, minimal mikrospalte, god hygiejnevenlighed og mulighed for kontrolleret afmontering, selv om der ikke benyttes en klassisk skrue gennem kronen.

Praktiske overvejelser ved vurdering af implantatløsninger

Når man i Danmark står over for at skulle have et implantat, er der flere praktiske forhold at overveje, hvis tandlægen nævner skruefri muligheder. For det første bør man tale om, hvordan restaureringen kan serviceres i fremtiden. Kan kronen tages af uden at ødelægge den, hvis noget går galt, og hvem har mulighed for at gøre det i praksis? For det andet bør man drøfte, hvordan mundhygiejne skal tilpasses, og om konstruktionen giver god adgang til rengøring omkring implantatet.

Man kan også spørge til den dokumentation, der ligger bag det konkrete system, som klinikken anvender. Nogle skruefri koncepter er relativt nye og kan have kortere opfølgningstid i forskningen end traditionelle systemer. Det betyder ikke nødvendigvis, at de er dårlige, men det er relevant at være bevidst om, at langtidsdata stadig er under opbygning. Samtalen med tandlægen bør derfor handle om både æstetik, funktion, forventet holdbarhed og mulighederne for at forebygge komplikationer på sigt.

Afslutningsvis kan skruefri tandimplantater ses som et supplement til de etablerede skruebårne løsninger. De repræsenterer tekniske og æstetiske fremskridt, men forudsætter omhyggelig planlægning og individuel vurdering. I danske klinikker vil valget typisk ske i dialog mellem patient og tandlæge, hvor man sammen afvejer biologiske forhold, tekniske muligheder og personlige ønsker for at finde den implantatløsning, der fagligt set passer bedst til den enkelte situation.